KARSTEN AUERBACH – BILLEDER DER BRYDER RAMMERNE

TIRS-FRE 9-16
10. MARTS-26. APRIL 2024
ØLBY KIRKE / ØLBYCENTER 79 / 4600 KØGE

koege kunstforening billeder der bryder rammen karsten auerbach i oelby kirke 2 03 24

koege kunstforening billeder der bryder rammen karsten auerbach i oelby kirke 1 03 24

koege kunstforening billeder der bryder rammen karsten auerbach i oelby kirke 3 03 24(1)

Øverst på siden: ‘Til frihed II’.

Øverst i denne spalte: ‘Ud af sumpen’, i midten: ‘Befrielsen' og herover Karsten Auerbach.

Alle malerier er af Karsten Auerbach. Fotos med tilladelse fra kunstneren.

**KARSTEN AUERBACH** – BILLEDER DER BRYDER RAMMERNE

Karsten Auerbachs fortællende billedsprog myldrer med levende, udtryksfulde menneskekroppe, der helt bogstaveligt bryder rammerne.

Figurerne bevæger sig dansende og dynamisk, men på nogle af de forgyldte baggrunde finder de alligevel en særlig ro og harmoni. Nu har du mulighed for at opleve Karsten Auerbachs kunst på nært hold, når Køge Kunstforening udstiller hans værker i Ølby Kirke.

GULD TIL ET ALTERBILLEDE
Det er mere end ti år siden kunstneren første gang lånte bladguldet fra de ortodokse kirkers ikoner, hvor det repræsenterer det Hellige, det Evige eller Livet selv. Netop i disse måneder arbejder han med at omsætte sin erfaring og fascination af guldet i et nyt alterbillede til middelalderkirken i Dallerup ved Horsens. Det er således ikke fjernt for ham at vise sin kunst i en kirke.

Mange af malerierne – især de hurtige tuschbilleder – har hentet inspiration i Fjernøstens kunst, som de levende, kalligrafiske penselstrøg og mange små figurer, som på afstand ligner skrifttegn. Flere af billederne har været udstillet i Beijing og Kunming i Kina.

DET, KUNSTEN GØR VED OS
For Karsten Auerbach handler kunst ikke kun om noget der skal hænge på en væg eller stå i en montre, men om alt det, kunsten gør ved os. Derfor tager han kunsten med ud, hvor den normalt ikke kommer – langt udenfor det, han selv kalder: ‘Det kulturelle reservat’.

Det kan være til Indiens slum, på et hospice, en handelshøjskole eller til et ekspertseminar i Etisk Råd for at undersøge, hvad kunsten kan. Eller han skaber nye værker sammen med skolebørn eller fabriksarbejdere.

FOLKESKOLE OG PSYKIATRI
I Folkekirken har han i mange år lavet kunstworkshops og ruminstallationer med op til flere hundrede børn eller unge ad gangen.

De seneste fire år har han været tilknyttet Psykiatrien på Odense Universitetshospital med bl.a. et kunst- og forskningsprojekt, hvor han skabte ny kunst til Børne- og Ungdomspsykiatrien sammen med patienter og personale.


 
FERNISERING
Der er fernisering på udstillingen i Ølby Kirke søndag den 10. marts kl. 12 og kunstneren vil være tilstede.

Man er velkommen til at deltage i gudstjenesten kl. 10.30 med sognepræst Ruth Boysen.

 

OM KARSTEN AUERBACH
For få uger siden holdt Karsten Auerbach sit 25-års jubilæum som fuldtidskunstner i Helligåndskirken i Faaborg og det er således en erfaren kunstner der besøger Køge Kunstforening!

Karsten Auerbach har i mange år arbejdet med kunsten indenfor erhvervslivet, og således sat fokus på menneskets indre værdier og kreativitet i forbindelse med arbejdslivet og på den måde været med til at gøre op med forestillingen om kunstneren som en boheme.

Siden han var barn har Karsten Auerbach været glad for at tegne og male – og det er han stadigvæk. For 25 år siden tog han imidlertid en beslutning om, at hans kunst ikke kun skulle fungere som en monolog fra kunstner til beskuer. I stedet ville han inddrage fx virksomheder og institutioner i den kreative proces for at give den indre kreativitet og det levede liv i virksomhederne et kunstnerisk udtryk i hans værker til de pågældende steder. En beslutning, som har sat sig spor i både Danmark og rundt om i verden.

Karsten Auerbach er født i 1961 og bor i Faaborg. Han er oprindeligt uddannet lærer med speciale i dansk og billedkunst, men har også arbejdet i bl.a. Lego med både design og personaleledelse. Som kunstner er han autodidakt.

OM KARSTEN AUERBACH SKRIVER BIRGITTE BECH:
"Bemærkelsesværdigt har Auerbachs billeder af kroppe i bevægelse så at sige ydet sjælesorg: Menneskers eksistentielle og sociale situation vises med konkrete billeder af indestængthed eller udstødthed, med sigte på frigørelse og inklusion, med mod til at overskride den vante ramme.

Mennesker malet på todimensional flade kan slå hul på rammelister, så de knækker, eller passere gennem et flænget lærred. En krop kan bryde ind i et billede fra billedets bagside eller ud af det. Et af mine yndlingsbilleder har titlen 'Nærvær', her vises et omsorgsfuldt medmenneskes – en engels? – indbrud gennem rammen for at bringe trøst til en sorgfuld person gennem nænsom berøring. Således kan menneskers kropssprog læses som gudstegn."

 

Læs også om Karsten Auerbach på hans hjemmeside >

Besøg Karsten Auerbachs Facebook-side >