Få Køge Kunstforenings nyhedsbrev
Besøg Køge Kunstforening på Facebook
Besøg Køge Kunstforening på Instagram
MØD TO AF KUNSTNERNE BAG SPOR – ARTIST TALK I UDSTILLINGEN
TORS 9. JULI / 17-19 VANDVÆRKET / SØNDRE ALLE 6 / 4600 KØGE
ENTRÉ: 35,- kr. for medlemmer / 45,- kr. for ikke-medlemmer.
KØB DELTAGELSE HER >
Køb medlemskab af Køge Kunstforening til kun 200,- kr. for hele 2026 her >
Indtryk fra udstillingen SPOR af GANG Galleri / Foto: Køge Kunstforening.
Hvad gemmer der sig bag værkerne i udstillingen SPOR? Det kan publikum få et særligt indblik i, når to af de deltagende kunstnere fra GANG Galleri besøger Køge Kunstforening til en artist talk i Togvognen.
Udstillingen er skabt specielt til udstillingsrummet på Vandværket og består af værker af ti kunstnere, der alle arbejder side om side i GANG Galleri på Rentemestervej i København. Selvom hver kunstner følger sit eget kunstneriske spor, mødes, inspirerer og udfordrer de hinanden i det daglige arbejde. Netop dette fællesskab er udstillingens omdrejningspunkt, hvor de krydsende spor på gulvet både forbinder kunstværkerne og symboliserer de møder, forbindelser og veje, der opstår mellem mennesker gennem livet.
Ved artist talken fortæller Linda Falkesgaard og Linda Sandbjerg om deres egne værker og om tankerne bag udstillingen.
Linda Falkesgaard arbejder med figurativt maleri, hvor hverdagens ofte oversete motiver bliver fastholdt i stemningsfulde øjebliksbilleder. Med inspiration fra barokkens stilleben undersøger hun både det forgængelige og skønheden i det nære.
Linda Sandbjerg arbejder med collage i både to og tre dimensioner. Gennem egne fotografier, arkitektur, natur og mekaniske elementer skaber hun surrealistiske rum, hvor logikken opløses, og beskuerens blik udfordres.
Artist talken giver en enestående mulighed for at komme tættere på kunstnernes arbejdsprocesser, deres inspiration og de tanker, der ligger bag værkerne i SPOR. Publikum får samtidig mulighed for at stille spørgsmål og opleve udstillingen gennem kunstnernes egne fortællinger.
Læs også om udstillingen SPOR her >
LINDA FALKESGAARDJeg er figurativ maler. Mine motiver viser ting og interiører fra hverdagen, ofte trivielle og oversete motiver, som jeg fanger og fastholder i et øjeblikssnapshot.
Min inspirationskilde er barokkens stilleben, som forestiller opstillinger af blomster og fødevarer og måltidsscener med vin i glas og smukke grønne druer arrangeret på sølvfade. Ofte gemmer de barokke motiver et budskab om, at alting er forgængeligt (blomsterne visner, og frugterne rådner, og skønheden forgår). Mine malerier viser samme slags motiver som i barokken men set i en samtidskontekst.
Teknisk er jeg interesseret i, at mine motiver er virkelighedstro, samtidigt med at mine strøg er løse og flygtige.
LINDA SANDBJERGJeg arbejder med collage i både 2 og 3 dimensioner.
Værkerne er en slags blandform mellem collage og maleri, hvori de figurative elementer er fotokopier af primært egne fotos. Jeg skalerer, farvejusterer og nedtoner.
Jeg interesserer mig for at manipulere med det realistiske rum, hvor jeg bl.a fletter arkitektur, mekanik og natur sammen til surrealistiske konstruktioner, der giver værket en labyrintisk karakter.
Jeg kan lide at drille øjet. Jeg forsøger at udfordre beskuerens opfattelse af virkeligheden, ved at danne rum hvor logikken opløses.