Få Køge Kunstforenings nyhedsbrev
Besøg Køge Kunstforening på Facebook
Besøg Køge Kunstforening på Instagram
SPOR – GANG GALLERI SOMMERUDSTILLING 2026
ONS-SØN 11-16 3. JULI-2. AUGUST 2026 VANDVÆRKET / SØNDRE ALLE 6 / 4600 KØGE GRATIS ADGANG
Øverst: Illustration af Togvognen med opsætningen af de forskellige værker lavet til plakaten for udstillingen SPOR / Grafik: GANG Galleri.Herover: Indtryk fra udstillingen i Togvognen / Foto: Køge Kunstforening.
10 kunstnere fra GANG Galleri på Rentemestervej i København NV har skabt udstillingen SPOR specielt til udstillingsstedet Togvognen.
10 store værker er placeret på bagvæggen og endevæggene i takt med de høje vinduer på modstående væg.
10 mindre værker er placeret under vinduerne på væggen mod øst.
Det store værk og det lille værk af den enkelte kunstner forbindes med et SPOR på gulvet.
Hver kunstner har placeret et podie på det SPOR, der forbinder det store og det lille værk.
På podiet har hver kunstner et objekt eller tekst, der uddyber den enkeltes værker.
De 10 SPOR på gulvet danner et netværk af krydsende linjer.I det daglige arbejde på GANG Galleri arbejder hver kunstner i sit eget SPOR.
De krydsende SPOR på gulvet er således et udtryk for, hvordan vi i det daglige arbejde mødes, inspirerer og udfordrer hinanden.
På et mere alment menneskelig plan er de krydsende SPOR et billede på, hvordan man i livet krydser hinandens SPOR, hvilket kan resultere i alt – fra den største lykke til den dybeste sorg.Læs om vores artist talk med to af kunstnerne bag SPOR >
Besøg GANG Galleri på Facebook >
Besøg GANG Galleri på Instagram >
Udstillingen er en gruppeudstilling med følgende kunstnere:
ANNE PRYTZ SCHALDEMOSEJeg fotograferer landskab og arkitektur, kulturelle interiører og husfacader.
Mine landskabsværker er store og stille. Tidevandslandskabet, det flade land, der bliver til hav, morænelandskabets spor af tid og klima. Marker, skovbryn, kyster.
Jeg fotograferer i grå himmels bløde lys, i vinter, sensommer og efterår.Mine arkitekturværker er portrætter af civilisation, af os selv i verden, af de rum, vi bebor, der fortæller vores historie, geografi og kulturelle tilhørsforhold.
De udstillede værker er kridttavler fra Niels Bohr Institut, som jeg fotograferede over 4 års arbejde på fotobogen Unity of Knowledge (Strandberg Publishing.)
Udregningerne er spor af forskning, af tanker, ideer, samarbejde og samtaler i fysik som fællessprog. Værkerne har tidligere været udstillede på Sophienholm Kunsthal, Spor af Bohr.
Besøg Anne Prytz Schaldemoses hjemmeside >
CHRISTINE LYHNEPapir, symaskine og tråd er udgangspunktet i skabelsen af mine væghængte, tredimensionelle collager.
I monokrome værker bestående af sammensyede, udstansede geometriske papirelementer arbejder jeg overvejende med et japansk, håndlavet origami-papir. Det udmærker sig ved sin robusthed, farveægthed og fibermættede taktile overflade, som reflekterer lyset og på bedste vis eksponerer min interesse i farve, lys, skygge, dybde og dimension.
Et andet papir kan indeholde en historie som fx bønnebøger, billetter, kuponer, kort eller frimærker fundet på et marked. Jeg interesserer mig for den intensitet, det system eller den rytme i farver og mønstre der opstår, når jeg sammensyr delene i flere lag.
I begge tilfælde lader jeg sytråden stå u-trimmet tilbage for at vidne om processen.
HEIDI STIBÆK KAISERMine nonfigurative værker befinder sig i et abstrakt ekspressionistisk felt, hvor der ikke er nogen direkte reference til den virkelige verden. Malerierne har deres egen logik og eksistens, uden budskaber eller illusioner. Jeg interesserer mig for maleriet som et objekt.
Den maleriske proces afgrænses af den valgte overflade, som danner rammen om eksperimentet og en kropslig interaktion med lærredet. Jeg opbygger farve, gestus og komposition i mange lag — nogle gange ud fra et enkelt sæt procesregler, andre gange er strategierne mere komplekse og baseret på en stemning eller en bestemt indre energi.
Malerierne består ofte af skjulte eller tydelige strukturer, der er rundet af både spontanitet og erfaring. Farven er et fundamentalt element, fuldstændig ligesom gestikken og det enkelte strøgs tempo. Der er ingen restriktioner i valget af materialer. Stykker af lærred indgår på lige fod med olie-/akrylmaling, lak, spraymaling, oliekridt eller grafit — alt er tilladt.
Besøg Heidi Stibæk Kaisers Instagram-profil >
HOLGER BAKJeg arbejder med den måde lys og refleksioner påvirker verden omkring os.
Specielt hvordan det direkte udsyn - kombineret med refleksioner - skaber et formsprog, der sætter vores forestillingsevne på uventede og fængslende opgaver.
I mine malerier har jeg fokuseret på at fange disse refleksioner på en måde, så man ser verden fra et nyt perspektiv.
Normalt er inde og ude, civilisation og natur, kunstigt lys og naturligt lys adskilt. Her er de to verdener forenet, så der skabes et nyt visuelt udtryk.
Mit maleri er en måde at udforske den skjulte skønhed i verden omkring os. Ved at fange refleksionerne og kombinere dem med det direkte udsyn kan selv de mest hverdagsagtige øjeblikke forvandles til noget ekstraordinært.
JANNE MIKKELSENJeg sammensætter tekstile lag, hvor lagene via deres transparens, farve eller tekstur definerer værkets forgrund, mellemgrund og baggrund, som var det et maleri.
Transparens tilføjer værket en æterisk og visuel lethed. Transparens er vigtig for mig, fordi der i mødet mellem det transparente lag og det bagvedliggende opstår nye interessante udtryk.
Tekstur er forbundet med en sanselig dybde. Den giver volumen og fysik til værket.
Farve er en afgørende komponent i min kunstneriske praksis. Brugen af en eller flere farver anslår den ønsket stemning.
Samlet set sigter mine værker på at skabe en forbindelse mellem beskueren og de bearbejdede materialer.
Mine værker sanses mere end de nødvendigvis forstås.
LINDA FALKESGAARDJeg er figurativ maler. Mine motiver viser ting og interiører fra hverdagen, ofte trivielle og oversete motiver, som jeg fanger og fastholder i et øjeblikssnapshot.
Min inspirationskilde er barokkens stilleben, som forestiller opstillinger af blomster og fødevarer og måltidsscener med vin i glas og smukke grønne druer arrangeret på sølvfade. Ofte gemmer de barokke motiver et budskab om, at alting er forgængeligt (blomsterne visner, og frugterne rådner, og skønheden forgår). Mine malerier viser samme slags motiver som i barokken men set i en samtidskontekst.
Teknisk er jeg interesseret i, at mine motiver er virkelighedstro, samtidigt med at mine strøg er løse og flygtige.
LINDA SANDBJERGJeg arbejder med collage i både 2 og 3 dimensioner.
Værkerne er en slags blandform mellem collage og maleri, hvori de figurative elementer er fotokopier af primært egne fotos. Jeg skalerer, farvejusterer og nedtoner.
Jeg interesserer mig for at manipulere med det realistiske rum, hvor jeg bl.a fletter arkitektur, mekanik og natur sammen til surrealistiske konstruktioner, der giver værket en labyrintisk karakter.
Jeg kan lide at drille øjet. Jeg forsøger at udfordre beskuerens opfattelse af virkeligheden, ved at danne rum hvor logikken opløses.
LOUISE SIMONY“Jeg maler mennesker, særligt ansigter”.
Jeg maler mennesker – mænd, kvinder, oprindelige folkefærd og historiske skikkelser. Min inspiration finder jeg i gamle fotografier og bøger, og jeg er dybt optaget af, hvordan et levet liv sætter spor i den portrætterede. Jeg elsker at væve fiktive historier sammen med sande oplevelser og på den måde skabe min egen virkelighed på lærredet. Jeg maler med afsæt i følelser, og jeg arbejder med en fri tilgang til komposition – ofte med mange forskellige teknikker på én gang. Jeg arbejder på både papir og lærred og bruger olie, spraymaling, kul, blæk og akvarel.
Besøg Louise Simonys Instagram-profil >
SOPHIE KLERKSophie Klerk er collagekunstner, der drives af en nysgerrighed og lyst til at udforske det ukendte.
Hun arbejder med materialer som papir, farver, teksturer, tråd, maling og fotografier, hvor materialernes tidligere brug ofte indgår som en del af fortællingen.
Med en intuitiv tilgang skaber hun collager, der forvandler kaos til orden og binder elementerne sammen i nye, meningsfulde sammenhænge.Rum og farver spiller en central rolle i hendes værker. Farverne tilfører en emotionel dybde, mens rummet ikke blot forstås som fysiske omgivelser, men også som lag, overgange og mellemrum, der skaber bevægelse og stemning.
Værker balancerer mellem det komplekse og det harmoniske og inviterer beskueren til at udforske og skabe egne fortolkninger.
ULLA PEDERSENUlla Pedersen arbejder med det konkrete maleris grundelementer: farve, form og flade. I hendes værker er kompositionen præcis og afklaret, og billedfladen fremstår uden perspektivisk dybde eller fortællende motiv.
De geometriske former er malet frihånd uden brug af tape. Den håndmalede proces tilfører værkerne en særlig spænding, hvor præcision og menneskeligt nærvær eksisterer side om side. Små forskydninger og variationer bliver en integreret del af det visuelle udtryk og understreger maleriets tilblivelse.
Farverne optræder som selvstændige aktører i et nøje afstemt samspil, hvor relationerne mellem form, rytme og balance er bærende. Værkerne undersøger, hvordan enkle visuelle elementer kan skabe komplekse rumlige og sanselige oplevelser inden for den flade billedflade.
Gennem et konsekvent og undersøgende arbejde med det konkrete maleri skaber Ulla Pedersen værker, hvor klarhed, præcision og håndens tilstedeværelse mødes i et koncentreret visuelt udtryk.