SOMMERDAG PÅ LANGELAND – KUNST, KUNSTHÅNDVÆRK, NATUR OG LIDT HISTORIE

20. JUNI 2026 KL. 8.00
KØGE STATION, ØSTRE BANEVEJ, 4600 KØGE
(Busholdepladsen på østsiden af jernbanen)

PRIS: 510,- kr. for medlemmer / 590,- kr. for ikke-medlemmer.

TILMELD DIG TUREN HER >

Tilmelding gerne inden mandag 16. juni 2026 kl. 24.00.

Køb medlemskab af Køge Kunstforening til kun 200,- kr. for hele 2026 her >
 

koege kunstforening sommerdag paa langeland 2026 06 26 2

koege kunstforening sommerdag paa langeland 2026 06 26 1

Øverst: TICKON - Tranekær Internationale Center for Kunst og Natur / foto: Susanne Pedersen.

Herover: Transformatortårn / Foto: Franklin Heijnen / Wikipedia / Creative Commons 3.0.

Tranekær Slot / Foto: Nico.dk - Nils Jepsen / Wikipedia / Creative Commons CC BY-SA 2.0.

**SOMMERDAG PÅ LANGELAND** – KUNST, KUNSTHÅNDVÆRK, NATUR OG LIDT HISTORIE

Køge Kunstforenings sommertur går i år til Langeland, der er fyldt med kunst, kunsthåndværk, historie og natur.

Langeland kaldes også Kunstnernes Ø. Lyset, naturen og kunstnere inden for alle genrer er en del af forklaringen. Der kun tid til at se bare en brøkdel, så vi har været nødt til at vælge - og dermed nedprioritere istidslandskaber og historie og helt fravælge en masse kunst og kunstnere.

Lørdag den 20. juni 2026 kører vi direkte til Rudkøbing, hvor Hans Kjær, som lige har udstillet i Togvognen i Køge, byder os velkommen i sit arbejdsrum midt i byen. Det bliver spændende at møde en af vores udstillende kunstnere på hans hjemmebane. Ved udstillingerne ser vi jo kun et udvalg af deres værker, nu kan vi se en større del og også se, hvordan værkerne bliver til.

Butikker, værksteder og fødevaremarked
Efter besøget hos Hans Kjær er der tid på egen hånd til at besøge de mange forskellige butikker og værksteder med god kunst og kunsthåndværk. Måske bliver man også fristet af Langelands Fødevaremarked på torvet, af et besøg i Geopark Besøgscenter eller en byvandring på egen hånd. Eller også lige sige goddag til Bjørn Okholm Skaarups Hippo Ballerina midt på torvet.

Denne gang har vi ikke forudbestilt frokosten, da der er så mange ting at se på et ret begrænset område. Rudkøbing er ikke en stor by. Men der er lister med forslag til spisesteder og gallerier mm længere nede i nyhedsbrevet

Omvisning i parken ved Tranekær Slot
Efter besøget i Rudkøbing kører vi mod Tranekær Slot, hvor vi får en omvisning i parken. I sig selv er stedet en helt fantastisk park med kæmpestore gamle træer i forskellige livsstadier, men derudover er der kunstværker spredt ud over det store areal.

Foreningen Tickon (Tranekær Internationale Center for Kunst og Natur) blev stiftet i 1993 med det formål at formidle Land Art, som her er Site-specific Land Art, skabt til lige præcis dette sted og af naturmaterialer, som med tiden vil forgå og vende tilbage til naturen. I modsætning til den form for Land Art vi så i skulpturparken på Wanås Slot.

Her er værkerne skabt af forskellige materialer og mange af værkerne er stationære dvs. købt eller doneret, mens andre kun er der det aktuelle udstillingsår.

Måske kan man også nå Medicinhaverne eller en hurtig kop kaffe – på egen hånd.

NB – turen i parken er ikke velegnet for rollatorer eller højhælede sko.

Tranformator-kunsttårne
De sidste stop er et lille udvalg af tranformatortårnene. Da tårnene blev overflødige som mellemstationer for el-transport, blev de omskabt til kunsttårne, som der nu er 12 af. Hans Kjær har været initiativtager til arbejdet med projektet, som nu kører på 10. år.

Hvilke kunsttårne, vi skal se, er ret afhængigt af, om vores bus kan komme rundt på de meget smalle veje – og kan parkere, mens vi myldrer ud og ind.

 

PROGRAM:
08.00:  Afgang fra Østre Banevej
10.30:  Hans Kjær og Rudkøbing
13.30:  Afgang fra Rudkøbing og kunsttårn 6
14.30:  Tranekær Slot – omvisning
16.00:  Afgang fra Tranekær mod de sidste kunsttårne
19.00:  Ankomst Køge, cirka.


 

PRAKTISK:
Pris: 510,- kr. for medlemmer / 590,- kr. for ikke-medlemmer.

Med i prisen er entre til Tranekær Park, privat omvisning i parken, gebyrer og privat bus hele dagen (og den er ikke blevet billigere!) Prisen indeholderi ikke frokost, drikkevarer mm.

Køb er bindende, men man er velkommen til at overdrage billetten til en anden.

Antal: min. 18 - max. 30 deltagere, tilmelding så hurtigt som muligt og gerne inden mandag 16. juni inden kl. 24.00.

 

Udvalg af kunstnere og kunsthåndværkere i Rudkøbing:

– Sabine Majus: Smykker, skulpturer, billeder / Sidsel Bagersgade 8

– Hans Kjær: Billedkunst / Østergade 1a

– Silje Bruun - A&B Galleriet: Maleri, tegning / Østergade 10

– Kamilla Herskind: Maleri, tegning, grafik / Østergade 14

– Henriette Lorentz: Maleri og skulptur / Østergade 26

– Casa Bonnano: Forskellige lokale kunstnere og kunstformer / Østergade 59

– Galleri Lang Sommer: Maleri / Østergade 8.

 

Forslag til spisesteder i Rudkøbing:

– Gaardhaven / Nørregade 7

– Cafe Efes / Østergade 5

– Korea Kaffebar / Østergade 1a.