KUNSTENS KILDE PONTUS KJERRMAN / TINE HECHT-PEDERSEN / EMIL KJERRMAN / ERIK HJORTH

ONS/TORS/FRE 12-17/LØR 11-16
7. MAJ-26. JUNI 2022
VANDVÆRKET
SØNDRE ALLE 6 / 4600 KØGE

koege kunstforening kunstens kilde pontus kjerrman tine hecht pedersen emil kjerrman erik hjorth 1

koege kunstforening kunstens kilde pontus kjerrman tine hecht pedersen emil kjerrman erik hjorth 2(1)

koege kunstforening kunstens kilde pontus kjerrman tine hecht pedersen emil kjerrman erik hjorth 3(1)

koege kunstforening kunstens kilde pontus kjerrman tine hecht pedersen emil kjerrman erik hjorth 4(1)

Øverst på siden og i denne spalte: 'Kunstens kilde'. Mixed media af Pontus Kjerrman og Emil Kjerrman.

Herefter ses øverst Pontus Kjerrman og Tine Hecht-Pedersen, i midten Emil Kjerrman og nederst Erik Hjorth.

Foto: Lars Hylleberg.

**KUNSTENS KILDE** PONTUS KJERRMAN / TINE HECHT-PEDERSEN / EMIL KJERRMAN / ERIK HJORTH

Køge Kunstforenings store sommerudstilling KUNSTENS KILDE afholdes i forbindelse med genopstillingen af vandkunsten på Stationspladsen i Køge, som billedkunstner Pontus Kjerrman udførte i 1992-93.

Vi glæder os til at vise køgenserne kunst af Pontus Kjerrman, som vi jo kender så godt fra bybilledet. Pontus er kunstneren bag både vandkunsten på Stationstorvet, men også de to drikkefontæner man finder i Nørregade. Kunst man passerer på sin vej rundt i byen, uden måske at tænke nærmere over hvem der står bag.

I anledning af genopstillingen af værket vil vi gerne fortælle historien bag at netop denne kunstner blev valgt til at lave kunst for Køge og hvorfor værkerne skulle handle om vand.

Fire udstillere med masser på hjerte
Kunstforeningen har også været nysgerrige på hvilke nye veje kunsten er gået og har derfor valgt til denne udstilling at udstille Pontus Kjerrman sammen med hans kone og mangeårige kunstneriske partner Tine Hecht-Pedersen. Herudover udstiller de to unge kunstnere Emil Kjerrman og vores lokale Erik Hjorth også. Vi får derfor et skønt indblik i hvor kunsten har bevæget sig hen - også med input fra den næste generation kunstnere.

En totalinstallation med nyere og tidligere værker
Udstillingen vises i det i nu nedlagte Køge Vandværk. Det var netop dette Vandværks 100-års jubilæum, som Køge Kommune ønskede at fejrer, da man i 1992 udskrev konkurrencen, som resulterede i at Vandkunsten blev opstillet på Stationspladsen samt to drikkevandsfontæner placeret i gågaden i Køge.

Vandværket er i dag ikke længere i brug, men pumpe og vandtanke, hvor vandet tidligere blev renset, er der endnu, og bag store vinduer på første sal ser man stadig de åbne vandtanke. 

Pontus Kjerrman vil skabe en totalinstallation med nyere og tidligere værker, som en del af det gådefulde miljø i filterhuset i det gamle Vandværk. Pontus' hybride menneske/ dyrefigurer vil optræde i det gamle stillestående industrimiljø. Figurerne søger efter kunstens kilder og forandrer totalt stemningen i rummet.

Et tema om vand 
Til udstillingen er endvidere inviteret Pontus kone Tine Hecht-Pedersen, som dengang deltog aktivt i arbejdet med Vandkunsten. Også hendes værker er skabt til stedet, og hun tager ligeledes udgangspunkt i temaet vand.

Alt det vand har været brugt til: opvask, hårvask, vasketøj, rengøring. Tine har støbt kjoler i gips på stranden ved den svenske vestkyst. Værkerne har fået aftryk af mønstrene i sandet, af tang og havvand, som en hilsen til havet og vandet, som en kilde til livet på vores planet, som vi skal passe på.

Tine har endvidere opsamlet rust fra det gamle vandværks rensningsanlæg. Disse jernforbindelser bruger hun sammen med andre mineraler, som glasur til hendes nye støbte porcelænstallerkner, kopper og andre køkkenting af stenstøjsler.

Stedsspecifikke værker
I 'Togvognen' Vandværkets store aflange udstillingsrum, med slidte betongulve og vægge, som tidligere har huset store køretøjer og maskiner, viser billedkunstnerne Emil Kjerrman og Erik Hjorth deres værker.

De er repræsentanter for den yngre generation af udøvende kunstnere, der er internationalt orienteret indenfor samtidskunsten med en fælles interesse for kunsten i det offentlige rum. Samtidig har de begge en helt personlig reference netop til Vandkunsten i Køge: Emil Kjerrman, der som barn fulgte Vandkunstens tilblivelse sammen med sin far og mor.

Erik Hjorth har som bysbarn af Køge haft en helt personlig oplevelse og interesse for Vandkunsten, som i hans barndom var et nyt og markant kunstnerisk indslag i det offentlige rum i Køge. 

Emil Kjerrman og Erik Hjorth vil med udgangspunkt i deres personlige referencer skabe stedspecifikke værker i form af installationer og malerier specielt skabt til udstillingsrummet i Vandværket.

Emil er figurativ maler med interesse for ornamentik. Med udgangspunkt i historisk arkitektur, monumenter og kristne symboler arbejder han især med farver og dualismen mellem det harmoniske og det uharmoniske, mellem kærligheden og det mystiske.

Erik arbejder med installationer og fortæller: ”Minderne er så stærke. Jeg vil lave en oase af materialer fra steder, der har været af stor betydning for min forbindelse til Køge. Et mellemrum mellem det som var, og det der står tilbage i erindringen. En opblomstring fra et tidligere liv, men som nu er blevet noget andet. Både byen og jeg bevægede os videre. Det her var hvad der stod tilbage som vigtigt. Et sted imellem. En oase bygget i minder. En rejse vi tog sammen”.

OM KUNSTNERNE:

PONTUS KJERRMAN
Bengt Pontus Kjerrman (født 10. marts 1954 i Göteborg) er en dansk-svensk billedhugger, maler og lektor ved Det Kongelige Danske Kunstakademi.

Han flyttede til København i 1979 og begyndte på Kunstakademiet i København samme år. Han var i stukkatørlære fra 1981 til 1984, hvorefter han i 1986 ansattes som lektor i gipsstøbning på Kunstakademiets Billedkunstskoler.

Pontus Kjerrman har som billedhugger udført en række udsmykninger, bl.a. vandkunst til Køge stationsplads og drikkevandsfontæner på Køge gågade, vandkunst på Vejle gågade og skulpturinstallation over for Frederiksbergcentret.

Han er en del af ledergruppen for Kunstnersammenslutningen Corner, der årligt udstiller på Sophienholm.

Fra wikipedia.org


TINE HECHT-PEDERSEN
Tine Hecht-Pedersen er i årene 1984-1991 uddannet billedhugger fra Kunstakademiet – suppleret med et studieophold ved Det frie Akademi i Haag, Holland. Som for de fleste billedhuggere er leret også for hende et grundlæggende arbejsmateriale, men tidligt tog hun skridtet videre, og eksperimenterede med glasurens farvemuligheder.

En markant afprøvning af den glaserede keramiks muligheder er sket i perioden fra 2003-2004 til i dag, hvor hun og ægtefællen, billedhuggeren Pontus Kjerrman, har haft egen keramikovn i det ene af deres atelierer. Over årene har en vigtig sparringspartner i arbejdet med keramikken været naboen, keramikeren Richard Kjærgaard.

Fra Tine Hecht-Pedersens hjemmeside.


EMIL KJERRMAN
Emil Kjerman har fået kunsten ind med modermælken, da han er søn af kunstnerne Pondus Kjerrman og Tine Hecht-Pedersen. Men han søger sine egne veje, hvor han søger det tredimensionelle. Han maler med olie på lærred, men har fundet sin egen teknik ved at bruge PVA-lim blandet med ler og sand, som grundlag for arbejdet.

Han studerer i øjeblikket på Bergen Kunstakademi og har bl.a. udstillet på Kunstnernes efterårsudstilling i København.

Fra Skagens Avis.


ERIK HJORTH
Erik Hjorth er billedkunstner og arbejder i København og Bergen.

I øjeblikket arbejder han på sin kandidatgrad på Kunstakademiet i Bergen.

Fra Erik Hjorths hjemmeside.


ELLEN TANGE, KURATOR
Mag.art. Ellen Tange, der var direktør på KØS tilbage i 1992 og dermed Køge Kommunes sparringspartner, da konkurrencen blev udskrevet, har sagt ja til at være kurator på Kunstforeningens udstilling.

Konceptet er at skabe en kunstnerisk relevant sammenhæng mellem dengang og nu, som kan give indsigt og inspiration til det vigtige felt, som kunsten i det offentlige rum er. 

 

Læs mere om Pontus Kjerrman og Tine Hecht-Pedersen her >

Besøg Erik Hjorths hjemmeside her >